Kritisable forhold på Mærsk-fabrik
En uvildig undersøgelse har afsløret en række kritisable forhold på A.P. Møller-Mærsks containerfabrik i det sydlige Kina. Mærsk har nu sat gang i en oprydning der skal rette op på de kritisable forhold.
Mærsk-chefen for Corporate Social Responsibility, CSR, Annette Stube, siger, at mellemlederne udgør en del af problemerne på fabrikken.
"Det har desværre vist sig, at vi ikke fuldt ud har kunnet stole på alle de kinesiske mellemledere, der udgør en væsentlig del af problemet. Men det skal ikke være en undskyldning. Det er i sidste ende topledelsens ansvar", siger Annette Stube til Ritzau.
Fabrikken har i to omgange sidste år har været ramt af strejker og optøjer.
Efter kritik af forholdene på fabrikken fra den Hong Kong-baserede kampagneorganisation Globalization Monitor iværksatte A.P. Møller-Mærsk en uvildig undersøgelse. Den viste at 86 procent af fabriksarbejderne er tilfredse med forholdende på fabrikken, og de har tillid til den danske topledelse. Men undersøgelsen gav også A.P. Møller-Mærsk vished for, at noget var helt skævt på fabrikken.
A.P. Møller-Mærsk sætter ind med ændringer på en lang række punkter både personale- og arbejdsmiljømæssigt for at give medarbejderne bedre forhold.
Kilde: epn.dk