Mærsk gennemfører kraftig rateforhøjelse
KORT NYT: Maersk Line har besluttet at følge i kølvandet på det tyske containerrederi Hapag-Lloyd og hæve containerraterne mellem Asien og Europa markant. Prisen hæves fra 1. marts med 775 dollar pr. TEU.
Hapag-Lloyd meddelte torsdag i sidste uge, at det med virkning fra den 1. marts hæver raterne mellem Asien og Europa med 750 dollar per TEU.
Maersk Line følger nu trop og hæver prisen til 775 dollar per TEU, hvilket er mere end en fordobling af det nuværende spotniveau.
"Det er svært at sige præcis, hvilke ratestigninger, der er fornuftige, og om raterne alligevel er faldet for meget. Jeg gør mig ingen illusioner om, at hele denne her ratestigning vil gå igennem til kunderne, men hvis mange spillere melder ud samtidig, vil det være lettere at få dele af den igennem. Så det, at Mærsk nu går med, kan være med til at redde lidt af 2012", siger Mærsk-analytiker hos Sydbank Jacob Pedersen til Ritzau Finans.
Kilde: euroinvestor.dk