Mærsk producerer anti-pirat program
Mærsk Tankers og Eitzen Chemical er gået sammen om at producere et E-learnings og instruktionsprogram, der skal lære søfolk at håndtere de psykologiske konsekvenser af, at blive udsat for et piratangreb.
"Der ser desværre ikke ud til at være en løsning på piratangreb på vej indenfor en overskuelig fremtid, og som et ansvarligt rederi er vi forpligtet til at forberede vores søfolk bedst muligt på de situationer de kan komme ud for, når de er på arbejde”, siger Poul Erik Ekkendal, Security Manager i Mærsk Tankers.
”Vi ønsker at stille et redskab til rådighed for vores besætninger, der kommer hele vejen rundt om problematikken, og derfor besluttede vi os for sammen med Eitzen Chemical at udvikle programmet fra bunden", siger Ekkendal.
"Piracy and Robbery - how to handle it", er bygget op omkring 15 korte dokumentarfilm, der behandler alt, lige fra forberedelse og sejlads i piratfyldt farvand til overlevelsesstrategier ved Piratangreb og gidseltagningssituationer.
Programmet er interaktivt, og hver film slutter med multiplechoice spørgsmål, hvor seeren kan teste sin viden.
Programmet er udviklet og produceret i et samarbejde mellem sikkerhedsfirmaet CUSTOS og dokumentarfilmselskabet B-film.
Kilde: B-film
Se et klip fra en af filmene herunder: