Mærsk vil ikke kommentere mulige opkøb
Maersk vil ikke kommentere på oplysninger der i dag er fremme i den britiske avis The Thelegraph om, at Maersk Oil kan være inde i forhandlinger med BP, om at overtage nogle af den kriseramte oliegigants aktiviteter.
"Maersk Oil kommenterer ikke på markedsrygter og spekulationer. Maersk Oil er dedikeret til at vokse gennem udvindingsaktiviteter samt ved at deltage i licensrunder, og hvis muligheden for målrettede opkøb opstår, evaluerer vi dem", siger pressetalskvinde fra Maersk Oil, Sabine Zawadzki, til nyhedsbureauet Direkt.
Kommentaren kommer efter, at The Telegraph, med henvisning til unavngivne kilder, har skrevet, at BP har indledt samtaler med forskellige selskaber for at vurdere interessen inden en kommende auktion over en række af BPs olieaktiviteter.
Efter ulykken i Den Mexicanske Golf har BP haft et mål om at frasælge aktiver for 30 milliarder dollar til oprydningsarbejde og erstatninger. BP har indtil videre solgt aktiver for 21 milliarder dollar. Selskabet benægter dog at ville sælge ud i Nordsøen, hvor selskabet har oliefelter for omkring 20 milliarder dollar
Kilde: sydinvest.dk