M/F Samsø skal have royalt navn
Samsø Rederis nye og eneste færge, M/F Samsø, skal have nyt royalt navn. Samsø Kommune, der ejer Samsø Rederi og dermed færgen, har besluttet, at den skal opkaldes efter prinsesse Isabella, der er datter af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
”Det er en fantastisk ære for os at få lov til at opkalde skibet efter en af de kongelige. Det er ikke noget, som sker hver dag og det er en fantastisk ting for Samsø”, siger Carsten Kruse, direktør for Samsø Rederi til TV2/Østjylland.
Navngivningen finder sted i Sælvig Havn på Samsø den 6. juni. Kronprinsesse Mary og dagens hovedperson, den 8-årige prinsesse Isabella, der skal stå for den officielle navngivning, vil være med til festlighederne.
”Man tager ikke noget fra Samsø ved at ændre navnet, man lægger derimod noget ekstra til. At den skifter navn til Prinsesse Isabella er en blomst mere i buketten til at fremhæve øen”, siger Carsten Kruse.
M/F Samsø, snart Prinsesse Isabella, er den første danske færge, der er bygget, så den kan sejle udelukkende på LNG. Planen er på lidt længere sigt, at den skal sejle på biogas, der produceres på Samsø. Øen er i forvejen verdenskendt for selv at producere grøn energi, der dækker øens behov.
Kilde: TV2/Østjylland