Minus i Foreningen til Søfartens Fremme
Foreningen til Søfartens Fremme, der siden 1844 har arbejdet for at fremme interessen for dansk søfart, kom ud af 2014 med et underskud på 262.000 kroner. Foreningen har satset en væsentlig del af sin formue på underskudsgivende bladudgivelse
Foreningens bestyrelsesformand, den tidligere direktør for Danmarks Rederiforening Peter Bjerregaard, understregede på foreningens generalforsamling fredag, at underskuddet ikke skyldes mangel på mådehold i foreningen, men en ekstraordinær udgift på ca. 300.000 kroner til rådgivere i forbindelse med Foreningens overtagelse af anpartsselskabet Seapress, der står for udgivelsen af foreningens medlemsblad Søfart.
Foreningen til Søfartens Fremme har ifølge regnskabet skudt 2.035.000 kroner i anpartsselskabet Seapress. Det er dog ikke hele beløbet der er hentet i Foreningens egen kasse.
I forbindelse med købet af Seapress har Foreningen modtaget et uoplyst stort tilskud fra Den Danske Maritime Fond, et tilskud der har form af et lån der skal tilbagebetales. Foreningen har aktuelt en gældsforpligtelse på 650.000 kroner til dette lån, en gæld der ifølge bestyrelsen vil vokse yderligere i takt med, at Foreningen betaler restkøbesummen for Seapress.
Seapress kom ud af 2014 med et underskud på 404.000 kroner og en negativ egenkapital på 661.000 - et beløb som foreningen hæfter for.
Foreningen forventer dog, at det vil lykkedes at vende underskuddet i Seapress til et overskud i indeværende regnskabsår.
Som en ny post i regnskabet har Foreningen også en kortfristet gæld på 628.000 til Danmarks Rederiforening.
Det er dog ikke muligt at vurdere Foreningens økonomi fuldt ud, da bestyrelsen - i strid med Foreningens vedtægter - ikke ønskede at fremlægge hele regnskabet for Generalforsamlingen. Det skete med henvisning til, at ”det er der ikke tradition for”.
Bestyrelsesformand Peter Bjerregaard takkede på generalforsamlingen de mange frivillige der i det forgange år har støttet foreningen med deres engagerede arbejdsindsats, og de maritime fonde og andre der yder Foreningen en uvurderlig økonomisk støtte.
Der blev i 2014 afholdt 270 skoleforedrag, hvorved omkring 20.000 elever på 7.-10. Klassetrin stiftede bekendtskab med Det Blå Danmark. Derudover deltog repræsentanter for Foreningen i mere end 50 uddannelsesrelaterede aktiviteter.
Generalforsamlingen sluttede med en stor tak til Foreningens direktør gennem de sidste 10 år, Steen Sabinsky, der har valgt at opsige sin stilling for at søge nye udfordringer.
Redaktionen