Royal Navy vil beskytte undervandskabler
Den britiske flåde - Royal Navy - vil bygge et nyt specialskib, der får til opgave at beskytte vigtige undervandskabler mod angreb og sabotage. Der er ikke offentliggjort tegninger af skibet, der skal være klar til indsættelse i 2024.
Beslutningen kommer efter, at russiske ubåde viser stadig større interesse for kablerne, der er udlagt på havbunden såvel i internationalt som i britisk farvand. Kablerne anvendes til at distribuere internet og andre former for kommunikation.
Den britiske regering betegner i en ny rapport om Storbritanniens sikkerhedspolitiske situation, kablerne som ”enormt vigtige” for britiske interesser.
Det nye specialskib udrustes med avancerede sensorer og droner, opereret af 15 højtuddannede specialister.
Ifølge rapporten står de undersøiske kabler for 90 procent af verdens samlede kommunikation, herunder finansielle transaktioner for billarder af dollars hver eneste dag.
Kilde: BBC