Søby Værft skal bygge ny øfærge
Det bliver Søby Værft der kommer til at bygge den nye Ø-færge fra Fåborg til Lyø og Avernakø. Søby vandt ordren i konkurrence med fire andre danske værfter samt et polsk værft.
Efter planen skal den nye færge være klar til indsættelse i april 2012. Den nye færge erstatter den nedslidte Faaborg II, som gennem flere år har skrantet og har gennemgået mange reparationer.
Selve færgen er en opgave til omkring 44 millioner kroner. Andre dele af det store projekt er færgelejer og øvrige landanlæg. Den opgave har havneentreprenør Mogens Pedersen, Nyborg, vundet.
Hele projektet løber sammenlagt op i 71,3 millioner kroner.
Kilde: fyens.dk