Søfolk mindedes Befrielsen
70 årsdagen for Danmarks befrielse markeres rundt omkring i landet, for eksempel også i Rudkøbing på Langeland. Her blev mindedagen markeret af flere maritime foreninger på havnens midtermole i morges, skriver Fyens.dk.
Medlemmer fra Rudkøbing Sømandsforening, Langelands Marineforening og Langelands Garderforening mødte frem i den fugtige morgenstund, og fartøjet MHV 810 Luna fra Marinehjemmeværnet i Svendborg sejlede ind. Dannebrog gled til tops præcis kl. 8.00, og formand for Rudkøbing Sømandsforening, lods Ole Gotfredsen, nedlagde en krans ved mindesmærket på molen.
Efterfølgende kunne de fremmødte komme i ly for regnen og nyde morgenkaffen i Rudkøbing Sejlklub, hvor blandt andet sømandsforeningens formand og Langelands borgmester, Bjarne Nielsen, sagde et par ord.
Kilde: Fyns Amts Avis