Søværnet har modtaget to nye patruljefartøjer
Danmark bidrager til bevogtning af EU’s ydre grænser i Middelhavet via to patruljefartøjer, Stella Polaris og Vika, der har været indsat siden september 2019. De to ombyggede lodsbåde erstattes nu af to nye skibe - Hugin og Munin.
Hugin er allerede indsat i aktiv Frontex-tjeneste i Middelhavet, mens Munin tidligere i denne måned blev overdraget til Søværnet på Flådestation Korsør.
Anskaffelsen af de to nye patruljefartøjer er sket i samarbejde mellem Udlændinge- og Integrationsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvilket har sikret en EU-finansiering på 90 procent af prisen på fartøjerne og det elektroniske udstyr, de har med om bord.
Det er Søværnets 3. Eskadre, der bemander patruljefartøjerne. Rigspolitiet har to medarbejdere om bord ad gangen.
-mauh