Thrane & Thrane bedre til at tjene penge
Thrane & Thranes terminaler sælger godt, ikke mindst på det amerikanske marked, men også i Rusland og i Kina. Det fremgår af den danske elektronikkoncerns regnskab for 1. kvartal der netop er offentliggjort.
Omsætningen i regnskabsårets første kvartal, der i Thrane & Thranes tilfælde sluttede den 31. juli, steg betydeligt til 296 millioner kroner - en fremgang på 18 procent i forhold til samme periode sidste år.
I det største segment, terminaler, var fremgangen på 22 procent. Ifølge selskabet skyldtes fremgangen bl.a. god vækst i USA og på nye markeder som f.eks. Rusland og Kina.
Som følge af øget salg samt lavere omkostninger til distribution og administration blev resultatet af den primære drift næsten fordoblet til 34 millioner kroner mod 17 millioner kroner sidste år.
For hele regnskabsåret 2008-09 forventes fortsat en omsætning på mellem 1.300 - 1.325 millioner kroner, og et resultat af primær drift på mellem 160 - 180 millioner kroner.
Kilde: Thrane & Thrane