To museumsskibe på ekspedition rundt i Danmark
I sensommeren drager de to museumsskibe Viking og De FireI Brødre ud på en landsdækkende ekspedition arrangeret af Svendborg Museum og Marstal Søfartsmuseum. Målet er at sætte nutidens store spørgsmål ind i et historisk perspektiv – med afsæt i søfartens lange tradition for opdagelsesrejser og videnstogter.
To museumsskibe sejler ud for at få svar på nutidens store spørgsmål. Mandag d. 25. august lægger skibene til i Helsingør og inviterer til åbent skib, maritime oplevelser og foredrag om global bevægelighed til søs.. Foto: Museet for Søfart
Ekspeditionen besøger 12 danske værtsbyer og får undervejs selskab af forskere og historikere, som bidrager med viden og perspektiver.
”På dette togt sejler vi i kølvandet på en tusind år lang tradition. Fra vikingernes søgen mod ukendt land, til senere videnskabelige ekspeditioner og opdagelsesrejser: Fra Galathea-ekspeditionerne, til Troels Kløvedals sejladser, hvor viden og oplevelser transporteres hjem til borgerne i Danmark via radio og tv-formatet og i bøger og artikler. Ekspeditionen bindes sammen af skibene, der hjælper os til at opnå ny viden,” siger Kristian Hansen, der er museumsarkitekt ved Marstal Søfartsmuseum.
Mandag den 25. august lægger ekspeditionen til i Helsingør, hvor der fra kl. 15 er åbent skib. Her kan interesserede gå ombord på museumsskibene, møde besætningen og besøge det maritime værksted HAL 16. Samme dag gæster juraprofessor Thomas Gammeltoft-Hansen M/S Museet for Søfart, hvor han holder oplæg om global mobilitet og spørgsmålet: Er den fri bevægelighed til søs truet?
Med udgangspunkt i Danmarks maritime historie og nutidens geopolitiske udfordringer undersøger han, hvordan komplekse internationale regler både åbner og begrænser mulighederne for bevægelse til søs – og hvordan de ofte får uforudsete konsekvenser.
Ekspeditionen fortsætter herefter mod nye værtsbyer og afsluttes den 20. september i Marstal.
-emte