Ulmende aktionæropgør i Thrane & Thrane
En gruppe utilfredse aktionærer, der tilsammen råder over 23 procent af aktiekapitalen i Thrane & Thrane, ruster sig nu til et opgør med selskabets hovedaktionær og stifter Lars Thrane, der råder over 24 procent af aktierne. Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Det ulmende oprør kommer efter, at Lars Thrane i sidste måned modsatte sig et købstilbud fra den britiske Cobham koncern, der tilbød at overtage Thrane & Thrane til kurs 420, svarende til en samlet værdi af selskabets aktiekapital på ca. 2,4 milliarder kroner
Afvisningen af det britiske bud, og uenighed om selskabets fremtid, fik i sidste uge Thrane & Thrane’s bestyrelsesformand Waldemar Schmidt til at forlade sin post.
De utilfredse aktionærer, der tæller en gruppe danske institutioner - der råder over ca. 12 procent af aktiekapitalen, og den britiske investeringsfond Jupiter Asset Management - der råder over en ejerandel på 11 procent, er tilhængere af et salg af Thrane & Thrane.
”Dermed er det meget usikkert, hvad der ville ske, hvis det kom til et åbent opgør mellem de to aktionærgrupper, da der ikke er nogen form for stemmeretsbegrænsninger eller andre beskyttelsesværn”, skriver Økonomisk Ugebrev.
De utilfredse aktionærer har allerede gjort det klart overfor bestyrelsen, at den risikerer en erstatningssag, hvis ikke den varetager alle aktionærers interesser.
Kilde: Økonomisk Ugebrev