Utrolig redning fra isflage
Heldet var i den grad med to personer, der var forulykket med deres jolle i det isfyldte farvand ved Sisimiut i Grønland. Deres meget svage MAYDAY blev opfanget fredag kl. 18.29 af Aasiaat radio og det var uden angivelse af position .
Men radiooperatørerne gik efter at have kontaktet Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) i gang med at regne sig frem til, hvor signalet kunne komme fra.
Den vagthavende officer ved JRCC fik sendt SAR-helikopteren fra Air Greenland i luften, og dirigeret helikopteren mod den sandsynlig position mellem Kangaatsiaq og Sisimiut. Her blev to personer fundet stående på en større isflage. De var sejlet ud i en åben jolle og var forulykket ved iskanten.
De to personer blev bragt i sikkerhed i helikopteren og fløjet til Sisimiut, hvor de ankom kl. 21:41. Den forulykkede jolle ligger fortsat ved iskanten.
“Fra Arktisk Kommando skal der lyde en stor ros til operatørerne ved Aasiaat Radio. De opfangede det svage signal, og de udregnede en mulig position, som SAR-helikopteren kunne navigere efter,” skriver Arktisk Kommando i et Facebook-opslag.
Kilde: Arktisk Kommando