Velbesøgt dansk konference på Kormarine
Fredag formiddag inviterede Danish Marine Group sammen med den danske ambassade og partnere i ”Green Ship of the Future” initiativet til en konference i forbindelse med Kormarine 2011 udstillingen i Busan, Sydkorea, der løber af staben i disse dage
Mere end 100 deltagere fra blandt andre de tre største skibsværfter i Sydkorea, Daewoo, Hyundai og Samsung deltog i den lidt over 2 timer lange konference, der afsluttedes med en reception på den danske nationalstand.
Ambassadør Peter Lysholt Hansen åbnede konference med at påpege, at Danmark var grøn før det var moderne, og at han var glad for det gode samarbejde, der er lagt op til i Green Growth Alliance-samarbejdet mellem Danmark og Sydkorea med statsbesøg i 2011 og 2012.
GSF-initiativet og de overordnede målsætninger for projekterne i GSF-samarbejdet blev præsenteret af Danish Marine Group’s Kurt Feldtfos.
Efterfølgende blev nogle af projekterne i GSF gennemgået i detaljen af de danske marineeksportører DESMI, GreenSteam, Alfa Laval Aalborg og MAN Turbo & Diesel med tilhørende spørgsmål fra salen.
Det store trækplaster ved siden af det i Sydkorea højt profilerede grønne tema var også de kommende Triple-E skibe fra AP Møller – Mærsk med fokus på Economy of Scale, Energy Efficiency & Environment.
Rens Groot, Projekt Manager på Maersk Maritime Technology’s kontor i Singapore fortalte om Mærsks revolutionerende skibsdesign og skibsbygning gennem tiderne som en naturlig evolution af mange års solide data fra de forskellige skibstyper i AP Møller gruppen.
Triple-E ordren, der bygges på Daewoo Shipyard i Sydkorea, er en naturlig konsekvens af denne velfunderet platform af data, og det bliver naturligvis interessant at se om max størrelsen på 18.000 TEU er nået indenfor grænserne af den kommercielle og operationelle maritime verden. Det er sikkert og vist at de kommende Triple-E skibe fortsat vil være genstand for stor opmærksomhed i Sydkorea og hele den globale marineindustri.
Kormarine 2011 har sidste dag i morgen, lørdag. Indtil videre har stemningen og aktiviteterne på Koreas største marinemesse været positive melder udstillerne på den danske nationalstand.
Kilde: Danish Marine Group