VMS vil ruste skibe til bevæbnede vagter
Vestergaard Marine Service, der i år blev kåret som årets ejerledede virksomhed i Nordjylland, er parat til at ombygge skibe, så de kan tilbyde bevæbnede vagter de optimale betingelser for at beskytte skibene.
Salgschef Per Lyngholm Andersen siger til Berlingske Business, at virksomheden længe - i samarbejde med den danske virksomhed Citadel Solutions ApS - har tilbudt sine kunder i internationale farvande et helhedstjek af besætningens og skibets sikkerhed.
VMS leverer efterfølgende de rent fysiske installationer som sikringsrum og skudsikring.
Lyngholm Andersen siger til avisen, at nye områder føjes til samarbejde, i takt med at flere skibe ventes at medtage bevæbnede vagter, som skal sikres optimale betingelser
Vestergaard Marine Service er egentlig specialiseret i hurtig vedligeholdelse af skibsmotorer som underleverandør til værfterne, men kunderne sejler i hele verden, og firmaets montører sejler ofte med. Sådan kom piratområdet til i 2009 i takt med, at behovet opstod.
En brancheanalyse foretaget af Berlingske Research for Business Innovation viste tidligere på ugen, at mens innovative underleverandør- og servicevirksomheder som VMS klarer sig godt, har mange af de tilbageværende reparationsværfter ondt i økonomien.
Kilde: Business.dk