HH Ferries laver website om batteridrift
HH Ferries Group lancereren webside, www.sejlmedstrømmen.dk, hvor alle interesserede kan følge udviklingen i koncernens ombygning af de to færger Tycho Brahe og Aurora til batteridrift og opgradering af havnene i Helsingør og Helsingborg.
”Ombygningen af Tycho Brahe og Aurora er et strategisk vigtigt projekt, der sikrer en grønnere færgefart i regionen. Projektet har skabt stor interesse for den grønne udvikling i vores branche, og vi er glade for at kunne dele vores erfaringer og gøre information om projektet tilgængelig i en overskuelig form på det nye website,” siger administrerende direktør Henrik Rørbæk, HH Ferries Group.
Det nye website indeholder information om projektet og de miljømæssige konsekvenser samt teknologien bag visionen om at indføre batteridrift som det første rederi i verden med en så højintensiv fartplan.
Websitet samler også alle nyheder samt fotos og videoer forbundet med projektet, der koster næsten 300 millioner SEK, ligesom det viser et overblik over de væsentligste begivenheder frem mod ultimo 2017, hvor begge færger skal sejle på batterier.
Websitet vil blive opdateret løbende og er også tilgængeligt på svensk (www.seglamedstrommen.se) og engelsk (www.sailwiththecurrent.com).
Kilde: HH Ferries