Ejnar Mikkelsen på isbrydningsmission
Den grønlandske vinter er kold, og havet lukker nogle steder til i havis. Tirsdag den 10. januar sejlede inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen fra Nuuk mod Uummannaq-distriktet, efter anmodning fra Royal Arctic Line om isbryderassistance til det nye bygdeskib, Ivalo Arctica.
Det lykkedes Ivalo Arctica på egen hånd at anløbe Uummannaq og få losset. Efterfølgende skulle fartøjet losse gods i den lille bygd, Saattut, et par timers sejlads nordøst for Uummannaq. Men her var isen for tyk, og Ivalo Artica ventede derfor til den 13. januar, hvor Ejnar Mikkelsen var fremme og brød isen ind til lav dybde.
Derefter sejlede Ivalo Arctica ind gennem den brudte rende og fik losset vinterens forsyninger til bygden. Royal Arctic Lines fartøj fulgte derpå efter Ejnar Mikkelsen gennem isen via Vaigat og videre ad Disko Bugt mod Aasiaat.
Assistancen sluttede den 14. januar, hvor inspektionsskibet tog afsked med Ivalo Artica ved Aasiaat. Herefter fortsatte Ejnar Mikkelsen sin patrulje ved Vestgrønland.
Kilde: Forsvaret