Tag med færgen en tur til Fur - det er gratis
Skive kommune har besluttet at bruge Folketingets tilskud til billigere færgefart lidt alternativt. I stedet for at reducere priserne uden for højsæsonen, har politikerne valgt at gøre det helt gratis at sejle til og fra Limfjordsøen Fur i to måneder om året.
Prisen for en retur til den smukke ø i Limfjorden med færgerne Sleipner Fur (1996) eller Mjølner Fur (2012) blev reduceret til 0,00 kr. i lørdags og den gratis glæde varer indtil den 22. oktober.
Gratis-tilbuddet gælder biler, passagerer, busser, campingvogne/trailere, autocampere, motorcykler, knallerter m.v. og cykler m.v., mens lastbiler må betale.
Kunder med årskort kan glæde sig over, at det bliver forlænget til 14 måneder.
Når gratis-perioden er slut ved udgangen af efterårsferien i uge 42, er det igen de normale takster, der gælder. Og så koster det 120 kr. for en returbillet til en bil med passagerer.
Gratis perioderne kommer igen i 2018 fra 23. marts til
21. april og i efteråret fra 21. september til 21. oktober.
Folketingets beslutning om at støtte færgerederierne til landets mindre øer, er forlængst blevet en succes med markant flere rejsende som resultat.
Kilde: Skive kommune