Rotterdam forbereder sig på hårdt Brexit
Rotterdam Havn forbereder sig på en Brexit-aftale uden nogen toldaftale og det vil betyde ansættelse af 100 toldere og snesevis af råvarer-inspektører. Udmeldingen kommer på baggrund af møder med embedsmænd og regeringer om konsekvenserne af et såkaldt hårdt Brexit.
“Hvis du har 407 dage tilbage (til udtrædelsesdatoen, red.) har du ikke tid til at forholde dig til hypoteser om, at det hele vil ende godt til sidst. Lad regeringen forhandle om den bedste løsning, vi forbereder os på det værste,” siger Allard Castelein, der er CEO i Rotterdam Havn ifølge Reuters.
Den britiske premierminister Theresa May ønsker Storbritannien ud af EU´s indre marked og toldunion efter en overgangsperiode. EU siger, at det vil betyde indførelsen af toldtariffer og andre barrierer for gods der transporteres over Den Engelske Kanal.
Storbritannien er Hollands næststørste
handelspartner efter Tyskland med en årlig bilateral handel til en værdi på over 60 mia. euro og en stor del af denne handel går over Europas største havn i Rotterdam.
Ud over at forberede sig på at skulle ansætte flere medarbejdere, kigger havnen også på, hvordan den kan reorganisere den fysiske plads for at undgå overbelastning.
Redaktionen.