Usikkert hvornår Express 2 er sejlklar igen
MAN Diesel er fortsat i gang med at analysere årsagen til motorforliset, der satte Express 2 ud af drift i fredags, oplyser Molslinjen. Det er fortsat usikkert, hvornår motoren er repareret og derfor heller ikke klart, hvornår Express 2 igen kan indsættes på Aarhus-Odden.
“MAN’s teknikere er stadig i gang med at vurdere på skaderne på motoren, så vi kan ikke rigtigt sige noget om, hvor omfattende reparationer, vi taler om – og derfor kan vi heller ikke komme med en troværdig melding om tidshorisonten,” siger Molslinjens PR- og Kommunikationschef Jesper Maack til Maritime Danmark.
Motornedbruddet kom blot en lille uge efter, at en brand i et af maskinrummene satte færgen ud af drift en dags tid. Express 2 var også ude af drift i hele sommerferiesæsonen i fjor på grund af en alvorlig skade på en af de fire motorer. En plejlstang gik igennem motorblokken og krævede omfattende reparationer.
Uheldet med Express 2 giver ikke Molslinjen problemer i forhold til sejlplanen, fordi rederiet kan indsætte Express 3, der er erhvervet i forbindelse med Molslinjens overtagelse af bornholmertrafikken fra september i år.
Redaktionen