Maritime styrkepositioner skal i spil
Tre af Danmarks maritime højborge danner rammen om en række møder, der skal sætte fokus på debatter om maritim vækst, organiseret af Danske Maritime og Danske Rederier. De udvalgte byer er Esbjerg, Frederikshavn og Svendborg, der hilser møderne velkommen.
”Det er godt, at der landspolitisk er bred opbakning til vækst i Det Blå Danmark. Man skal ikke være længe i Esbjerg for at se, at netop det erhverv er afgørende for os her i kommunen, og derfor glæder det mig, at der sættes handling bag regeringens vækstudspil fra januar,” siger Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg Kommune.
Det er ikke tilfældigt, at det er de maritime højborge, som danner rammen om de maritime debatter, fortæller Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier: ”Der har været lydhørhed på tværs af partiskel, når vi har spurgt lokale politikere fra de regionale styrkepositioner, om de vil debattere maritim vækst de her dage. Jeg tror ganske enkelt, at man godt kender til vigtigheden af de maritime erhverv for lokalsamfundet, og derfor er der også en bred erkendelse af, at diskussionen er vigtig,” siger Jakob Ullegård.
Det er henholdsvis SIMAC i Svendborg og Esvagt i Esbjerg, som den 9. april danner rammen om debatter, og den 10. gælder det så MARTEC i Frederikshavn.
Læs mere om arrangementerne her:
Kilde: Danske Rederier