Atomdrevet hangarskib besøger Aarhus
Den franske flådes flagskib, hangarskibet Charles de Gaulle, vil for første gang anløbe dansk havn, når det den 28. marts kommer til Aarhus. Det sker, fordi fregatten Niels Juel skal deltage i en fransk hangarskibs-gruppe som led i det dansk-franske forsvarspolitiske samarbejde.
Aarhusianere og andre østjyder vil utvivlsomt møde talstærkt op på havnen i Aarhus for at se det første og eneste atomdrevne hangarskib, der er bygget uden for USA - den franske flådes stolthed og eneste hangarskib, Charles de Gaulle.
Det 261 meter lange krigsskib med plads til 40 fly og en besætning på 2.000 mand kommer til Danmark, fordi fregatten Niels Juel er inviteret til at deltage tre uger i en fransk hangarskibsgruppe, oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i dag torsdag.
“Bidraget er endnu et led i styrkelsen af vores tætte samarbejde med Frankrig. Vi arbejder tæt sammen for stabilisering i Sahel-regionen, for retten til fri sejlads i Hormuz-strædet og nu samsejlads i det nordlige Atlanterhav. Vi er sammen om at sikre, at Europa tager et større ansvar. Det gavner Danmarks og vores allieredes sikkerhed og understreger Danmarks meget aktive udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Jeg ser frem til, at vi for første gang nogensinde kan byde en fransk hangarskibsgruppe velkommen i dansk havn,” udtaler udenrigsministeren.
Fregatten Niels Juel var også i 2019 indsat i en fransk hangarskibsgruppe og nu har Nævnet altså godkendt en ny indsats.
“Som en af verdens største søfartsnationer er det vigtigt, at vi i Forsvaret har stærke kapaciteter, der kan bidrage til sikkerheden til søs. Med deltagelse i den franske hangarskibsgruppe udvikler Søværnet evnen til at være med i komplekse maritime operationer. Indsættelsen af den franske hangarskibsgruppe i farvandene omkring Danmark er et udtryk for, at sikkerheden i det nordlige Europa tages alvorligt. Det handler om tryghed i vores nærområde,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.
Kilde: Udenrigsministeriet