Stena og Wärtsilä på vej med de største
Tre nye Stena RoRo skibe, der skal chartres ud til Brittany Ferries, vil blive udstyret med de største hybridfremdriftssystemer, som Wärtsilä nogen sinde har leveret. To af dem bliver de største hybridfartøjer til dato med en batterikapacitet på 11,5 MWh.
De nye skibe er designet af Stena RoRo og Brittany Ferries i fællesskab og skal indsættes på rederiets ruter mellem Portsmouth i England og St. Malo og Caen i Frankrig, når de bliver leveret i 2024 og 2025.
Skibene bliver udstyret med Leclanché´s Navius MRS-3 batterisystem, der både i størrelse og vægt er mindre end sammenlignelige systemer på markedet, skriver den finske virksomhed i en pressemeddelelse.
“Stena ønsker at være frontløber i dekarboniseringen af vores flåde og arbejder sammen med vores partnere om at skubbe udviklingen af 0-emissions drift,” siger Per Westling, der er direktør i Stena RoRo.
Den store batteripakke i skibene betyder, at de kan operere med begge motorer og alle thrustere på fuld kraft ind og ud af havnene og dermed skåne miljøet.
Når havnene også får installeret landstrøm, vil hybridfærgerne nedbringe udledningen af drivhusgasser med op til 15 pct. sammenlignet med almindelige dieselmaskiner.
Skibene bliver bygget på Jinling-værftet i Kina.
Kilde: Wärtsilä