Triton får tæsk af meterhøje bølger

Lørdag 15. januar 2022 kl: 10:00

Triton får tæsk af meterhøje bølger
Foto: AJ Triton / Forsvaret

Bølgehøjderne i farvandet omkring Færøerne har i årets start været usædvanlig høje, udløst af dybe lavtryk i Nordatlanten. Det kan man mærke om bord på inspektionsskibet Triton, der lige nu er indsat under Arktisk Kommando.

”Inspektionsskibet har på en uge oplevet både kuling, storm og orkan, så bølgehøjden har på intet tidspunkt været under 5 meter, med mindre vi har sejlet indenskærs i fjordsystemerne”, siger chefen for Triton, kommandørkaptajn Peter Krogh.

Inspektionsskibets opgave ved Færøerne omfatter bl.a. farvandsovervågning og suverænitetshævdelse. Så når Arktisk Kommandos Forbindelseselement i Torshavn f.eks. registrerer et uidentificeret fartøj på satellitbilledet, bliver det Tritons opgave at undersøge nærmere til havs.

Bølgehøjden i operationsområdet ligger i gennemsnit typisk på mellem 5-8 m, men bølger på op til 10-12 meter er ikke uvant for besætningen. Under årets første orkan lige efter nytår gjorde bølger på op til 14 meter store skader på de nordligste øer.

”Som indsat enhed i Nordatlanten er det miljøet vi opererer i store dele af vinterhalvåret. Men Triton er et stærkt skib, der er designet til at kunne bjærge sig under de barske forhold, der eksisterer i Nordatlanten”, siger Peter Krogh, der sammen med den øvrige besætning netop har oplevet havets utrolige kræfter, når skibet bevæger sig i de høje bølger.

”Men, trods søsyge enkelte steder i skibet, bliver der stadigvæk arbejdet igennem, så Triton kan løse sine opgaver på patruljerne omkring Færøerne”, siger Peter Krogh.

Kilde: Søværnet



Redaktionen

Copyright © Maritime Danmark. Alle artikler, fotos og øvrige illustrationer, der er på disse sider, stammer fra Maritime Danmark. Artikler, fotos og øvrige illustrationer er beskyttet af de ophavsretslige regler og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden tilladelse.