Covid-19 udbrud stopper SeaDream i 2020

Covid-19 udbrud stopper SeaDream i 2020
Arkivfoto.

Onsdag 18. november 2020 kl: 11:50


Der bliver ikke flere togter med de store luksus yachts fra norske SeaDream Yach Club i år efter udbruddet af Covid-19 på rederiets SeaDream 1 under det første krydstogt i Caribien siden marts. Her blev syv passagerer og to besætningsmedlemmer testet positive trods alverdens forholdsregler.

Krydstogtet fra Barbados var tegnet og tilrettelagt for at bevise, at det er muligt at foretage krydstogter midt i en pandemi. Rederiet var så sikker på et godt resultat, at 20 journalister og rejseskribenter var inviteret med om bord.

Alle blev testet inden ankomsten til Barbados, og mange endnu en gang inden, de fik lov at gå om bord på luksus superyachten, der har plads til til 112 passagerer. Her skulle passagererne så løbende testes for Covid-19, og det var sådan en test, der afslørede, at virussen alligevel var kommet med om bord.

Og så tog det ikke mange øjeblikke inden de 20 journalister om bord havde spredt nyheden på de sociale medier. Ikke lige den omtale, SeaDream havde håbet på...

De smittede bliver nu behandlet på Barbados, mens de resterende 97 passagerer og 93 besætningsmedlemmer fortsat opholder sig isoleret i deres kahytter og venter på at få lov at gå fra borde.

“Selskabet vil nu bruge tid på at evaluere og se, om det er muligt at operere og have en høj grad af sikkerhed for ikke at få Covid-19 om bord,” hedder det i en udtalelse fra rederiet tirsdag.

Rederiet lykkedes med at gennemføre 21 togter i løbet af sommeren langs de norske kyster, uden at have smittede om bord.

“Efter at have gennemført en succesfuld sommersæson i Norge, implementerede vi endnu strengere helbreds- og sikkerhedsprotokoller inden vores Barbados vintersæson,” siger SeaDream´s stifter og formand, Andreas Brynestad i en udtalelse.

“Vi arbejder tæt sammen med de lokale sundhedsmyndigheder og myndigheder for at løse den nuværende situation bedst muligt. Vores hovedprioritet er helbredet og sikkerheden for vores besætning, gæster og de samfund, vi besøger,” tilføjer han.

Kilde: TradeWinds


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark