Ny bog om Nordens 150 år lange historie
Dampskibsselskabet Norden er målt på antal opererede skibe Danmarks næststørste rederi. I 2021 kan det også som et af Danmarks ældste rederier fejre sit 150-års jubilæum. Vicedekan for international uddannelse ved Copenhagen Business School, Martin Jes Iversen, har nu skrevet en bog om rederiets lange historie.
I det første halve århundrede fra stiftelsen i 1871 var Norden en lysende pioner inden for dansk shipping. Dernæst fulgte fem årtier præget af finansiel stabilitet og nogen stilstand. Men i begyndelsen af 1970’erne indledtes rejsen mod en ledende position på verdens tørlastmarked. I takt med at omverdenen i løbet af disse 50 år forandrede sig teknologisk, økonomisk og politisk, omstillede Norden sig. Nogle gange skete det gradvist, i andre tilfælde mere abrupt. Men aldrig forudsigeligt.
Som Martin Jes Iversen skriver i bogens forord:
"Shippingbranchen er uforudsigelig og ubarmhjertig. Men samtidig fascinerende og lærerig. Beslutninger og begivenheder truffet i krisetider er ofte afgørende for eftertiden. Stabilitet og fremgang derimod fordrer hverken kursskifter endsige dristige handlinger”.
Fakta om bogen:
Titel: Norden Rundt - Dampskibsselskabet Norden 1871-2021 Forfatter:Martin Jes Iversen
Omfang: 312 sider Pris: 349,95 kr. Udkommer: 11. februar 2021 Forlaget Lindhardt og Ringhof
Fakta om Martin Jes Iversen:
Prodekan for international uddannelse ved Copenhagen Business School (CBS) og MPA Professor in Maritime Business på Singapore Management University (SMU). Han er desuden forfatter til en række erhvervshistoriske bøger om bl.a. ØK, GN Store Nord og Finansiel Stabilitet.