Nu øges indsatsenden højt mod nord
Ruslands atomenergiselskab Rosatom skruer nu op for sine bestræbelser på at åbne Den Nordlige Sørute for kommerciel sejlads året rundt mellem 2024 og 2030. Selskabets mål er at øge fragten på ruten til 80 mio. ton i 2024.
Det kan godt være, at mange rederier af miljømæssige grunde er tilbageholdende med at omfavne en fremtidig mulighed for at benytte den kortere rute mellem Europa og Fjernøsten. Men det forhindrer ikke Rosatom i at fortsætte bestræbelserne på at gøre ruten attraktiv.
Rosatoms vigtigste opgaver er at udvikle infrastrukturen for at kunne besejle ruten sikkert, udvikle havne og sikre, at de nødvendige faciliteter til bunkring er tilstede.
Planen er opdelt i tre faser, og selskabet har allokeret knap 10 mia. dollar frem mod 2024, der skal forberede infrastrukturen langs ruten og kystarealerne. Selskabets chef for udviklingen af Den Nordlige Sørute, Vyacheslav Ruksha, siger i et interview med TradeWinds, at Rosatom i 2024 bl.a. forventer at have bestilt flere af de nødvendige skibe - herunder lods- og redningsskibe - der er nødvendige for sejlads på ruten.
Den anden etape, der løber fra 2024 til 2030, vil fokusere på at organisere skibsfart året rundt på hele ruten, siger han. Her er den vigtigste opgave at sikre færdiggørelsen af ialt fem enorme isbrydere.
“Den tredje fase vil fokusere på at omdanne Den Nordlige Sørute til en konkurrencedygtig national og international korridor, der tilbyder de nyeste transport- og logistikydelser,” siger Vyacheslav Ruksha,
Spørgsmålet er så, i hvor høj grad de store internationale rederier vil gøre sig afhængige af Rusland og benytte ruten.
Kilde: TradeWinds.