50 år med kvinder i Søværnet

50 år med kvinder i Søværnet
Det første hold

Søndag 18. september 2022 kl: 10:00


Fredag var det 50 år siden 27 kvinder startede i Auderød som de første kvinder i Søværnet. 20 af kvinderne, som var med på dette det første hold kvindelige rekrutter i Søværnet, fejrer i dag sammen med Søværnet jubilæet.

”Det er fantastisk at blive fejret. Det var en sjov tid, og jeg har dejlige minder. Jeg har desværre ikke kunne deltage de andre gange, holdet har været samlet, så mange af de andre har jeg ikke set i næsten 50 år”, siger Britta Sørensen, der er en af jubilarerne. Britta Sørensen blev uddannet inden for sanitetstjenesten og arbejdede i Søværnet i ni år

50-års jubilæet bliver fejret ved et lille arrangement på Nyholm i København og markerer således den integration af kvinder i Søværnet og Forsvaret, som betyder, at der i dag er godt otte procent kvinder blandt de ansatte.

“Jeg vil gerne takke de kvinder, som for 50 år siden brød en mur ned og startede det arbejde, som gør, at det i dag er en helt naturlig ting og almindeligt, at møde en kvinde i Søværnet og Forsvaret som helhed. Jeg er stolt af deres indsats, og der er god grund til at fejre dem her i dag”, siger flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen, der er fungerende chef for Søværnet.

De seneste tal fra januar 2021 viser, at 8,5 procent af de ansatte i Søværnet er kvinder. Det er lidt mere end i Hæren (8,1 procent) og lidt mindre end i Flyvevåbnet (10,2 procent). Samlet har hele ministerområdet 8,7 procent kvinder tjenestegørende.

“Vi er naturligvis slet ikke færdige med at øge antallet af kvinder i Forsvaret. Som enhver moderne virksomhed er vi meget bevidste om, at kvinder bidrager med endog meget væsentlige kompetencer og input, og den dynamik et miks af kønnene giver, gavner Søværnet både på skibene og på vore landtjenestesteder. Samtidig viser vores erfaringer, at et miks mellem mænd og kvinder forbedrer arbejdsmiljøet”, siger Carsten Fjord-Larsen.

Kilde: Forsvarskommandoen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark