Antallet af bevæbnede vagter eksploderer
Danmarks Rederiforening forudser nu, at antallet af bevæbnede vagter om bord på danske skibe vil eksplodere, fordi hovedparten af de danske skibe vil være nødt til at benytte sig af vagtfirmaer.
”Vi har i lang tid prøvet at undgå bevæbnede vagter og i stedet lade os beskytte af flådeenhederne i området, men den går ikke længere. Derfor regner jeg med, at der kommer bevæbnede vagter på hundredvis af danske skibe i den kommende tid”, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen, til DR Nyheder.
Danmarks Rederiforening taler i øjeblikket med regeringen og oppositionen om at få ændret våbenlovgivningen, så det bliver lettere for danske skibe at få bevæbnede vagter om bord. Slår ændringerne igennem, bliver bevæbnede vagter mere reglen end undtagelsen.
”Der vil stadig være skibe, der er så store og hurtige, at de ikke behøver at tage vagter ombord. Men hovedparten af de danske skibe vil være nødt til at benytte sig af vagtfirmaer”, siger Jan Fritz Hansen.
”Der er indtil nu ikke nogen skibe med bevæbnede vagter, der er blevet taget af pirater. Det er den ekstra ting i værktøjskassen, der lige nu er den mest virksomme, og derfor er vi nødt til at gøre brug af den”.
Kilde: DR Nyheder