Risiko for alvorlig mangel på skibsofficerer
Den globale skibsfart står ifølge ny rapport fra BIMCO og International Chamber of Shipping overfor en alvorlig mangel på officerer inden 2026. Danske officerer frygter at udviklingen kan betyde, at officererne må blive længere på havet.
”Det kommer også til at påvirke os, hvis der ikke kan findes en afløser. Så skal vi blive på havet længere tid. Og så risikerer vi, at folk ikke vil ud at sejle, fordi de ikke ved, hvornår de kommer hjem”, siger Niels Bergkvist Hansen, formand for Søfartens Ledere.
”De danske rederier gør en indsats ved at sende ubefarne ud på de store skibe, så de kan få erfaring med at sejle, men de fleste sejler dog på småskibe. Eleverne skal jo have sejltid for at komme ind på skolen. Desværre er elevoptaget for lille. Rederierne søger masser af elever og ansætter alle, de kan, men der er ikke kvalificerede ansøgere nok”, siger Niels Bergkvist Hansen.
Organisationerne bag rapporten anbefaler en betydelig indsats for at rekruttere og uddanne nye officerer.
”For at imødekomme det fremtidige behov for søfolk er det afgørende, at branchen aktivt fremmer karrierer til søs og forbedrer maritim uddannelse og træning globalt med fokus på de forskellige kompetencer, der kræves i en grønnere og mere digitalt forbundet branche”, siger Guy Platten, generalsekretær for ICS.
Allerede i dag mangler der 26.240 officerer til at bemande verdensflåden på 74.000 skibe.
-mauh