Nye EU-regler skal bremse mikroplastforurening i havet
Hvert år ender mellem 52.000 og 184.000 tons plastgranulat i naturen alene i EU. En væsentlig del af denne mikroplast ender i havet og nu vil nye EU-regler skærpe kravene til håndtering af plastgranulat for at beskytte havmiljøet og reducere mikroplastforurening.
Foto: Via Ritzau
Plastgranulat, der tages under transport, bidrager til mikroplastforurening, som ikke blot skader havmiljø og dyreliv, men også udgør en potentiel sundhedsrisiko for mennesker.
Et markant eksempel opstod i december 2024, hvor en container med plastgranulat blev tabt ud for Spaniens nordvestlige kyst. Sådanne hændelser har været medvirkende til, at EU nu har taget affære.
“Der har været en række ulykker, hvor hele containere med plastgranulat er blevet tabt i havet. Det er meget bekymrende. De nye regler stiller krav til både virksomheder og transportører – også uden for EU – om bedre forsegling og sikring under transport. Det er godt for både natur, hav og mennesker,” udtaler miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.
Reglerne vil bl.a. omfatte krav til opbevaring, emballering og oprydning, og skal sikre, at færre granulatpartikler slipper ud i miljøet.
Plastgranulat udgør omkring 7 pct af den samlede mikroplastforurening, men EU vil også se på andre kilder, herunder dæk, maling og tekstiler, som led i en bredere reguleringsstrategi.
Den nye lovgivning har opnået foreløbig politisk tilslutning og skal nu endeligt godkendes af EU-Rådet og EU Parlamentet.
-emte