A.P. Møller - Maersk har udpeget ny CFO
Det bliver svenske Carolina Dybeck Happe, der sætter sig i koncerndirektionen som ny CFO for A.P. Møller - Maersk. Med sig bringer hun overbevisende international ledelseserfaring inden for finans og digitalisering.
Jagten på en ny finansdirektør i A.P. Møller er afsluttet og for første gang får en kvinde plads i koncerndirektionen i virksomheden. Carolina Dybeck Happe overtager ansvaret som Chief Financial Officer (CFO) i A.P. Møller - Mærsk A/S senest med effekt fra den 1. januar 2019. Hun kommer fra en stilling som CFO hos ASSA ABLOY, der er global markedsleder inden for døråbningsløsninger.
"Med Carolina Dybeck Happe får vi en stærk profil, der medbringer erfaring fra en global, førende virksomhed med en markant væksthistorie. I Carolina Dybeck Happes tid som CFO er der blevet
skabt stor værdi for aktionærerne, og hun har med succes strømlinet interne processer og drevet den digitale agenda i et velrenommeret, internationalt firma. Jeg er overbevist om, at hendes kompetencer og erfaring vil bidrage positivt til den fortsatte transformation af vores forretning, og jeg glæder mig til at byde hende velkommen til A.P. Møller - Mærsk A/S," siger Søren Skou, CEO, A.P. Møller - Mærsk A/S.
Som CFO i ASSA ABLOY har Carolina Dybeck Happe spillet en vigtig rolle i virksomhedens udvikling fra regional aktør til den nuværende position som global markedsleder med et årligt salg på USD 8 mia. og 47.000 medarbejdere.
"Jeg glæder mig til at blive en del af A.P. Møller - Mærsk A/S i denne spændende periode for virksomheden. A.P. Møller - Mærsk A/S er markedsleder med solide værdier og en ambitiøs strategi, der positionerer virksomheden for fremtidig vækst og værdiskabelse. Jeg ser frem til at bidrage til arbejdet med at forme fremtidens A.P. Møller - Mærsk A/S," siger Carolina Dybeck Happe.
Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand, A.P. Møller - Mærsk A/S fortsætter:
"På vegne af bestyrelsen er jeg glad for at byde Carolina Dybeck Happe velkommen som CFO og nyt medlem af vores Executive Board. Carolina Dybeck Happe er et stærkt supplement
til vores ledelsesteam, og hendes erfaring og kvalifikationer vil givetvis skabe værdi
i det fortsatte arbejde med at styrke kerneforretningen og accellerere vores transformation."
Carolina Dybeck Happe har tidligere
haft forskellige ledelsesstillinger inden for finans i ASSA ABLOY (2002-2011) og var CFO i Trelleborg (2011-2012). Hun er uddannet civiløkonom fra Uppsala Universitet i Sverige.
Carolina Dybeck Happe overtager posten fra Jakob Stausholm, der forlod virksomheden ved udgangen af marts.
Kilde: A.P. Møller - Maersk