Fayard´s servicering af skyggeflådens gastankskibe igen i søgelyset
Det fynske værft Fayard er havnet på forsiden i Financial Times, fordi værftet siden Ruslands invasion af Ukraine har serviceret ni gastankskibe, der er en del af den russiske skyggeflåde.
Historien om Fayards servicering af gastankskibe med forbindelse til Rusland blev i september bragt frem af Danwatch og Ekstrabladet. Dengang kaldte Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel det for “dybt frustrerende”, at det ikke var muligt at afvise skibene, fordi de ikke er sanktioneret.
Nu reagerer statsminister Mette Frederiksen, der netop har deltaget i et NATO-møde i Helsinki med de øvrige medlemslande ved Østersøen var repræsenteret.
“Først og fremmest kan jeg simpelthen ikke forstå, hvis det er rigtigt. Altså, jeg kan ikke begribe, hvis der er et dansk værft, der bidrager til Ruslands krig ind i Europa, og det skal de simpelthen få stoppet,” siger hun til Ritzau ifølge Søfart.
Statsministeren tilføjer, at hun findet det uforståelig, “hvis der er et dansk værft, der bidrager til det her”.
Men da skibene ikke sejler under russisk flag og på overfladen er ejet af ikke-russiske selskaber, og fordi deres aktiviteter ikke er underlagt sanktioner, er der ikke noget at gøre.
”Skibene bliver serviceret af virksomheder, der ligger på havnen. Det har de gjort helt legalt - og uden mulighed for, at Odense Havn kan afvise dem, hvilket er dybt frustrerende”, skrev Peter Rahbæk Juel september i en henvendelse til transportminister Thomas Danielsen.
Ejeren af Fayard, Thomas Andersen, har tidligere overfor Danwatch understreget, at værftet overholder loven, men han ønskede ikke at udtale sig yderligere om sagen.
-emte