Banker vender sig væk fra skibsfinansiering
Finansieringen af nye skibe går fortsat i retning væk fra de traditionelle banklån til fordel for mere sofistikerede financielle modeller for skibsredere. I forhold til før finanskrisen er antallet af europæiske banker, der indlader sig på skibsfinansiering, reduceret til en tredjedel.
Ifølge Astrup Fearnley´s topchef blev 55 pct. af skibe målt på værdien finansieret af banker i 2009. “I dag er det 34 pct. og det er faldende,” sagde Evan Matre Ellingsen på TradeWinds Shipowners Forum på Nor-Shipping.
Og mens 30-35 banker var aktive i shipping før finanskrisen satte ind i 2008 er antallet nu faldet til 10-12 stykker, oplyste SEB´s chef for shipping og offshore, Hans Christian Kjelsrud.
Mens den traditionelle bankfinansiering er reduceret, er nye redskaber taget i brug. Den norske DNB, der en gang var blandt de største udlånere til shipping har reduceret porteføljen af traditionelle skibsudlån til det halve fra 2015 til i udgangen af 2018, hvor det blev opgjort til 10,6 mio. dollar.
Men i samme periode har banken udvidet antallet af aftaler, der baserer sig på bl.a. obligationer og leasing. Og Kristin Holth, der er DNB´s globale chef for Ocean Industries, sagde på konferencen, at reduktionen af de traditionelle banklån er “godt for industrien”.
Kilde: TradeWinds