Klimaændringer vil gøre Danmark mindre
Kraftigere vind og højere vandstand vil få bølger til at gnave 14 meter af den danske vestkyst og andre udsatte kyststrækninger inden 2100. Det konkluderer Kystdirektoratet i en ny rapport om konsekvenserne af klimaændringer.
Den nye rapport bygger på beregninger foretaget af FN´s klimapanel IPCC, der anslår, at havet vil stige med cirka 42 centimeter frem til 2100. Dertil kommer yderligere højvande ved stormvejr. Det skriver ing.dk.
De første 40 år - frem til ca. 2050 - vil de dramatiske følger af klodens stigende temperaturer endnu ikke vise sig, men derefter accelererer klimaændringerne. I de beskyttede kystområder vil havet æde mellem en og to meter frem til 2050 og fem til ni meter frem til 2100, konkluderer rapporten.
På udsatte kyster kræver klimaændringerne en voldsom indsats med bygning af diger og pumpning af sand fra havbunden ind på forstranden, såkaldt sandfodring. Ifølge Kystdirektoratet vil sandfordringbehovet stige med ni procent i perioden fra 2005 til 2025 og 18 procent i perioden fra 2025 til 2050, hvis vi fortsætter med samme kystbeskyttelsesniveau som i dag.
Kilde: ing.dk