Besætningsmedlemmer ville svømme i land
KORT NYT: To besætningsmedlemmer fra det maltesisk indregistrerede krydstogtskib Celebrity Summit fik sig en kold overraskelse, da de mandag morgen sprang i vandet fra skibet, i et forsøg på at komme illegalt ind i Canada. De endte begge på hospitalet stærkt nedkølede.
De to besætningsmedlemmer på hhv. 27 og 36 år, havde åbenbart ikke overvejet hvilken temperatur den canadiske flod St Lawrence har på denne tid af året, da de hoppede i vandet fra krydstogtskibet.
Da det gik op for dem hvor koldt vandet var, råbte de begge om hjælp, og den første blev kort efter reddet i land af ansatte i Port of Quebec. Selv om der gik næsten en time før den anden af mændene blev reddet, var også han i live. Begge mænd bar redningsveste.
Port of Quebec har nu indledt en undersøgelse af sagen.
Redaktionen