Bladt afskiber de fem første fundamenter
I slutningen af sidste uge summede kajen ved Bladts Industries faciliteter i Aalborg af aktivitet, da medarbejdere fra Bladt og OffshoreWindForce arbejdede på at udskibe de første fem af i alt 108 fundamenter til Dong Energy og Scottishpower Renewables’ West of Duddon Sands havmøllepark.
”Fabrikationen af de 108 fundamenter skrider planmæssigt frem, og vi er glade for, at det er lykkedes os at skabe et set-up, der fungerer. Med sådan et stort projekt er det altid spændende at se, hvilke udfordringer, der måske følger med”, siger afdelingsleder hos Bladt Industries Morten Mørk.
Udskibningen er den første af i alt 22 planlagte udskibninger af fundamenter til West of Duddon Sands. Hver udskibning består af fem sæt fundamenter. Monopælene varierer i størrelse og vægt fra 334 til 516 tons, mens overgangsstykkerne hver vejer cirka 200 tons. Alle fundamenterne fabrikeres på Bladts faciliteter i Aalborg.
Kilde: Bladt Industries