Nu skal hullerne i Nord Stream 2 lukkes
Energistyrelsen har givet tilladelse til, at selskabet bag Nord Stream 2 kan lukke de huller, der opstod ved sabotagen af gasrørledningen i september 2022.
Nord Stream 2 AG er gået i gang med at forberede arbejdet med at sætte propper i de huller, der opstod ved sprængningerne den 26. og 27. september 2022.
Selskabet har netop fået tilladelse til at gennemføre arbejdet af Energistyrelsen.
“Arbejderne har til formål at præservere den beskadigede rørledning ved at installere specialfremstillede plugs ved hver af de åbne rørender for at forhindre yderligere udblæsning af gas og tilførsel af iltet havvand,” skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Den beskadigede Nord Stream 2 rørledning A anslås at indeholde ca. 9-10 mio Sm3 naturgas.
Det er fortsat uafklaret, hvem der stod bag sabotagen.
-emte