Havbundsundersøgelser til ny dansk havmøllepark
TotalEnergies og European Energy har påbegyndt havbundsundersøgelser til den planlagte havvindmøllepark Jammerland Bugt med tre avancerede undersøgelsesskibe. Havmølleparken skal opføres mellem Kerteminde og Kalundborg.
"Geofysiske undersøgelser spiller en afgørende rolle i udviklingen af havvindprojekter. De giver os indsigt i havbundens struktur og sikrer, at vi kan planlægge byggeriet med højeste præcision og minimal påvirkning af havmiljøet", siger Andreas Karhula Lauridsen, VP og havvindchef i European Energy.
De tre skibe vil foretage målinger af havbunden i de områder, hvor havvindprojekterne er planlagt. Målingerne giver et detaljeret indblik i havbundens form, geologiske sammensætning og generelle tilstand.
Det er vigtige data for at kunne designe fundamenterne til vindmøllerne samt planlægge kabelføringer og andre installationer. Derfor er de geofysiske data essentielle for at sikre en stabil og sikker placering af vindmøllerne.
De tre skibe vil lægge til kaj i Kerteminde og Nyborg på Fyn, og skibene vil bruge havnene som base indtil undersøgelserne er afsluttet til august. Herefter analyseres resultaterne til brug for den videre projektering af havvindmølleparkerne.
De samme skibe vil blive anvendt for de geofysiske undersøger for Lillebælt Syd vindmøllepark mellem Sønderborg og Assens. Her starter undersøgelserne op i april.
Ud over undersøgelserne foretaget fra skibene, vil der også være undersøgelser via droneflyvninger, som bliver sendt ud fra kysten.
-mauh