Blue Water får stor vindmøllekontrakt
Blue Water har fået kontrakten på havneservices i Esbjerg, søfragten, havnedelen i Monstad, Norge og kørsel til sitet i forbindelse med Roan-vindprojektet. Roan er en del af Europas største onshore-vindprojekt ”Fosen” i det centrale Norge.
”Vi forventer 16-17 afskibninger ud af Esbjerg. Blue Water Port Service modtager godset i Esbjerg og fremfører det til skibene, som bliver lastet af Blue Water Stevedoring. Til håndteringen af komponenterne i Monstad har vi sendt en del udstyr, såsom tug-master samt specielle trailere til transport af komponenterne. Desuden har vi en transportkoordinator i Monstad i hele perioden, som startede i uge 12 og forventes afsluttet i slutningen af juli/begyndelsen af august”, siger koordinator på projektet Christian Heyk Petersen, fra Blue Water’s Wind Logistics-afdeling i Esbjerg.
Roan-vindmølleparken er den første del af Fosen-projektet og består af 71 vindmøller. Blue Water har arbejdet på projektet siden november 2016, hvor første bud blev afleveret til kunden. Siden er raterne opdateret flere gange. I april 2017 fik Blue Water tildelt første del af projektet, havnehåndteringen i Monstad, Norge. Senere er kørsel til sitet og søfragten fra Esbjerg til Monstad kommet til.
Fosen-projektet omfatter seks vindmølleparker med en total kapacitet på 1.000 MW. Konstruktionen påbegyndtes i 2016 og forventes færdig i 2020. Norske Statkraft er ansvarlig for projektets udførelse på vegne af Fosen Vind.
Største udfordring er nok størrelsen på oplagringen i Monstad havn. Det kræver god koordinering med skibe, vognmand, sitet og kunden at undgå, at havnen bliver fyldt helt op. Vejret har også været en udfordring på grund af mere sne end forventet. Vindmølleparken ligger så langt nordpå, at transport til sitet skal være slut, inden vinteren igen sætter ind.
Kilde: Blue Water Shipping