Brug for endnu flere maskinmestre
Der skal uddannes flere maskinmestre for at hjælpe de politiske ambitioner om klimaneutralitet i mål. Sådan lød budskabet fra Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, på foreningens ordinære generalforsamling i Odense onsdag.
Arkiv.
”Maskinmestre kommer til at have en kæmpestor rolle i den omstilling. Og det gør vi, fordi vi er multi-faglige. Vi bygger bro mellem mennesker og teknik. Vi er samfundets tekniske schweizerkniv, der kan foldes ud og løse de mangeartede udfordringer, vi som samfund står overfor”, sagde Lars Have Hansen.
I 2024 rundede foreningen 11.000 erhvervsaktive maskinmestre og flere end 15.000 medlemmer.
”Vi har fuld beskæftigelse, og søgningen til uddannelsen er stigende samtidig med, at der er kommet flere lokationer rundt om i landet, hvor det er muligt at uddanne sig til maskinmester. De fem maskinmesterskoler og maritime uddannelsescentre udbyder nu uddannelsen i 14 byer – herunder også i Grønland. Det er en udvikling vi sætter stor pris på, men ambitionerne rækker langt videre”, sagde Lars Have Hansen.
Mange virksomheder kan ikke skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft – herunder maskinmestre.
”Derfor fortsætter vi indsatsen med at profilere og brande vores profession, så endnu flere får lyst til at gå i gang med uddannelsen”, sagde Lars Have Hansen.
-mauh