Søfartsstyrelsen har fundet sin nye vicedirektør
Søfartsstyrelsen har ansat Tejs Binderup som ny vicedirektør med ansvar for bl.a. administration, IT og økonomi.
Søfartsstyrelsens nye vicedirektør, Tejs Binderup.. Foto: Søfartsstyrelsen
Tejs Binderup kommer til Søfartsstyrelsen med solid erfaring fra centraladministrationen, bl.a. som afdelingschef i Fødevareministeriets departement og fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen. Han skal fremover have ansvar for styrelsens økonomi, ressourcer og infrastruktur, herunder IT-systemer og den daglige drift og produktion, skriver Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.
“Jeg er rigtig glad for at kunne byde Tejs velkommen som ny vicedirektør i Søfartsstyrelsen. Med sin erfaring og stærke ledelsesmæssige kompetencer kommer Tejs til at spille en central og værdifuld rolle for Søfartsstyrelsens ambitioner og indsats for at fastholde og styrke positionen som en førende søfartsadministration,” siger Søfartsstyrelsens direktør, Brian Adrian Wessel.
Tejs Binderup tiltræder den 1. april 2025 og bliver en del af Søfartsstyrelsens direktion sammen med direktør Brian Adrian Wessel og vicedirektør Rikke Wetter Olufsen.
-emte