Blue Water overtager køle/frys-forretning
Blue Water styrker med virkning fra 1. januar sin position indenfor vej- og banetransport af fødevarer, gennem overtagelsen af køle/frys-aktiviteterne i J. Lauritzen’s Eftf. Aktiviteterne omfatter primært transport af fødevarer mellem Italien, Benelux og Skandinavien.
I sydgående retning transporteres der primært seafood og slagterivarer, i nordgående retning frugt og grønt til de skandinaviske forbrugere.
”Vi er glade for at overtage en forretning, som passer godt ind i vores eksisterende strategi for vores køle/frys-aktiviteter”, siger Bent Rasmussen, der er direktør for Blue Waters Reefer Road Division.
”Vi får styrket vores position og får suppleret vores nuværende trafikker på bedste vis. Vi ser særligt frem til styrkelsen af vores mulighed for en baneløsning, som vi forventer vil blive en endnu mere populær transportform i fremtiden, da den er mere klimavenlig end traditionel landevejstransport”, siger Bent Rasmussen.
Udover selve aktiviteterne forventer Blue Water at overtage et mindre antal nordjyske medarbejdere, der vil blive en del af Blue Waters 25-mand store reefer team i Aalborg.
Hos J. Lauritzen’s Eftf. er CEO Kristian Svarrer glad for aftalen med Blue Water.
”Vi har ønsket af samle vores aktiviteter i Esbjerg, hvor vi vil koncentrere os om vores kerneforretning, som er tørgods, lager, logistik og havneydelser. Vi har været tilfredse med udviklingen af vores køle/frys-aktiviteter, men vi har vurderet, at det vil være bedre for kunderne og den videre udvikling at sælge til Blue Water”, siger Kristian Svarrer.
Kilde: Blue Water