Color Line går til angreb på Fjord Line
Det store norske færgerederi Color Line retter nu et voldsomt verbalt angreb på Fjord Line. Det sker efter at Fjord Line i forrige uge lod forstå, at havnemyndighederne i Kristiansand favoriserer Color Line.
”Fjord Line antyder nærmest at vi er et halvkorrupt selskab, som forhandler os frem til snuskede aftaler på kant med loven. Vi kan ikke længere stiltiende se til, at de sværter os til på den måde. Deres adfærd er useriøs og skadelig for os”, siger Helge Otto Mathisen, koncerndirektør i Color Line, til fvn.no.
Mathisens udspil kommer efter, at Fjord Line i forrige uge beskyldte Kristiansand Havn for at have forhandlet sig frem til en samarbejdsaftale med Color Line, som Fjord Line mener er lovstridig. Rederiet hævder videre, at aftalen favoriserer Color Line og Fjord Line har på den baggrund klaget til Kystverket.
”Fjord Line siger at vi får fordele - men det de ønsker er, at få en aftale hvor de kan komme til at bruge vores installation, som vi har betalt for, helt gratis. Vi investerede 40 millioner kroner i specialtilpasninger da Superspeed kom til, og derudover garanterede vi for yderligere 40 millioner kroner. Fjord Line er stukket af fra tre havne over de seneste år, og praler af og til ligefrem af det. Hvor er det langsigtede i det”, siger Mathisen.
”Skal Kristiansand Havn investere flere millioner kroner i specialtilpasninger for danske Fjord Line, uden at få nogen form for garanti for leje i årene fremover? Det er slet og ret frækt at gå ind i en havn uden at ville betale. Vores bekymring er, at de tvinger havnen til at investere, for så at stikke af. Så er det os der sidder tilbage med regningen og højere lejeafgifter”, siger Helge Otto Mathisen til fvn.no.
Kilde: fvn.no