CSAV afviser rygter om frasalg
Det chilenske rederi CSAV - Compañía Sud Americana de Vapores - afviser nu oplysninger om, at det opgiver at drive sin containerforretning videre, og forsøger at sælge forretningen fra.
Rygterne om, at CSAV vil trække sig ud af containermarkedet, opstod i kølvandet på regnskabet for 3. kvartal, der endte med med et tab på 343 millioner dollar, efter at rederiet allerede have tabt 339 millioner dollar i 2. kvartal.
Rederiet siger nu, at det ikke ønsker at sælge containerforretningen fra, men blot at finde en strategisk partner, man kan drive containerrederiet videre sammen med.
CSAV har samtidig hyret Celfin Capital til at hjælpe rederiet med at skaffe en kapitalindsprøjtning på 1,2 milliarder dollar.
Malaysiske MISC Berhad valgte i sidste uge at smide håndklædet i ringen og trække sig helt ud af containermarkedet, og fredag valgte Orient Overseas at trække 20 procent af sin containerflåde ud af Asien - Europa ruten, på grund af de lave rater og den hårde konkurrence.
CSAV er i dag verdens 14. største containerrederi med en markedsandel på 2,5 pct.
Kilde: Lloyds List