Danica White afgørelse først klar næste år
Først i starten af det nye år er juristerne i Søfartsstyrelsen klar med en afgørelse, om Danica White-sagen skal overgives til politiet med henblik på en straffesag mod rederiet H. Folmer og Co og skibets kaptajn Niels Hentze Nielsen.
Søfartsstyrelsen jurister er endnu ikke færdige med at granske rapporten fra Opklaringsenheden, der blev offentliggjort den 16. november. Det oplyser Søfartsstyrelsen.
Juristerne skal vurdere, om der er forhold før og efter kapringen ud for Somalias kyst i Det Indiske Ocean den 1. juni i år, der gør, at sagen skal overgives til politiet med henblik på at rejse en sag ved domstolene.
Rederiet og skibets kaptajn må derfor vente i knap to måneder på at få vished for, om der rejses eventuelle sager ved domstolene.
Kilde: fyens.dk