Danmarks Skibskredit tæt på at blive solgt
Den danske shippingbank Danmarks Skibskredit er ifølge mediet InsideBusiness tæt på at blive solgt til en mellemøstlig investor. Bankens nuværende hovedaktionær, kapitalfonden Axcel, har haft deres aktiepost på salgslisten siden foråret 2022.
Der er ingen officielle bekræftelser fra hverken Axcel, Danmarks Skibskredit eller den mulige køber, som InsideBusiness identificerer som Mubadala Investment Company, der er hjemhørende i Abu-Dhabi.
Investeringsselskabet har for nyligt stiftet et selskab i Danmark, der i givet fald kan anvendes som holdingselskab ved et køb.
Bestyrelsesformand i Danmarks Skibskredit, Eivind Kolding, siger til InsideBusiness:
”Jeg kan ikke kommentere specifikt på processen. Men vi har tidligere sagt, at vi forventer en afklaring i løbet af første halvår i år, og det er stadig budskabet”.
-mauh