DanPilot svarer igen på krads kritik
DanPilot vælger i en pressemeddelelse at fokusere på enkelte punkter i den kritiske rapport om liberaliseringen af lodseriet i Danmark. Således klarer DanPilot sig godt målt på produktivitet sammenlignet med de øvrige nordiske lodserier, understreger selskabet.
DanPilot har ikke indfriet Erhvervsministeriets produktivitetsmål. Den er faldet med 9 pct. siden 2013, anfører Statsrevisorerne som et af kritikpunkterne i rapporten.
DanPilots adm. direktør, Erik Merkes Nielsen, medgiver, at produktiviteten isoleret set ikke er øget, men peger på, at det danske lodseri har haft den bedste produktivitetsudvikling sammenlignet med andre lodserier i Norden - og påpeger, at produktiviteten påvirkes af en række faktorer.
“Det handler blandt andet om, at de lodsede skibe sejler 16 – 20 pct. langsommere grundet kundernes hensyn, at DanPilot nu også skal løfte den krævende lodsningsforpligtelse på Grønland samt at DanPilot i 2020 og 2021 under corona-pandemien fulgte den politiske opfordring om at udvise samfundssind og ikke opsige medarbejdere på trods af faldende efterspørgsel.” skriver Erik Merkes Nielsen i pressemeddelelsen.
Statsrevisorerne påpeger at at den gennemsnitlige pris for DanPilots havnelodsninger siden 2013 er steget med 42 pct. gennemsnitsprisen på transitlodsninger er faldet med 4 pct., mens den gennemsnitlige pris på transitlodsninger uden storkunderabat er steget siden 2016.
Til det svarer DanPilot, at det har været lovens intention, “at DanPilot skal levere skarpere priser, forstået som en rabat til kunder ved gennemsejlads i transitten, samt at priserne ved havnelodsninger skal hvile i sig selv og ikke være et underskudsgivende segment, hvilket DanPilot lever op til”.
Netop de stærkt stigende priser på havnelodsninger er blevet kritiseret af Danske Shipping og Havnevirksomheder (DSHV).
“Vi har igennem årene løbene udtrykt vores frustration over prisudviklingen på havnelodsninger i Danmark, der i Danske Shipping- og Havnevirksomheders optik er gået den fuldstændig forkerte vej,” siger chefkonsulent i foreningen, Jesper Sebbelin ifølge Søfart.
Den kritik kommer ikke bag på DanPilots direktør.
”Det er fuldt forståeligt, at interesseorganisationen Danske Shipping og Havnevirksomheder argumenterer for lavere priser i havnene, det er organisationens formål at skabe de bedste vilkår for deres medlemmer. Det står dog i modstrid til, at priserne for lodsydelse i havnene med lovens ændring i 2014 skulle gøres skarpere, hvorved de underskudsgivende lodsninger skulle have justeret prisen, så omkostningerne blev dækket,” påpeger Erik Merkes Nielsen og fortsætter:
”Der er tale om en implementering af den lovbestemte prisjustering, og jeg noterer, at medlemmerne ved DSHV også sørger for at få dækket deres omkostninger gennem løbende justeringer af deres priser”.
Statsrevisorerne kritiserer også, at DanPilot har valgt at konsolidere sig ved at opkøbe konkurrerende lodserier i stedet for at sænke priserne, men den kritik bliver ikke kommenteret i DanPilots pressemeddelelse.
Læs om Rigsrevisionens rapport om liberaliseringen af lodseriet i Danmark HER.
Redaktionen.