Dansk formandskab vil bekæmpe pirateri
Det danske EU-formandskab og EU-kommissionen afholder onsdag en konference i Bruxelles, der sætter fokus på de problemer, pirateriet skaber for søfarten og de søfarende ud for Afrikas Horn og i Det Indiske Ocean.
”Jeg håber, vi kan nå til enighed om, hvilke langsigtede tiltag der kan tages fra EU’s side og globalt. Desuden håber jeg, at vi vil få skabt større klarhed over de konkrete udfordringer for erhvervet. Ikke mindst er det vigtigt at se på, hvordan skibene bedst beskyttes mod pirateri, og om der kan gøres mere i den henseende”, siger Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn.
”Pirateriproblemet påvirker os alle. Det har store menneskelige og økonomiske konsekvenser for dem, der er direkte involveret. Den øgede anvendelse af private vagtselskaber vil selvfølgelig også være relevant, herunder hvordan man sikrer kvalitet. Vi vil også på konferencen drøfte de menneskelige omkostninger, herunder hvordan vi bedst sikrer den søfarende”, siger Ole Sohn.
På konferencen deltager bl.a. vicepræsident i Kommissionen og transportkommissær Siim Kallas samt generalsekretær for FN’s Søfartsorganisation (IMO) Koji Sekimizu.
Kilde: Erhvervs- og vækstministeriet